Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Eventyrlige Arabien

Oman og Dubai er et sandt 1001 nats eventyr med et væld af oplevelser i vente. Ved at kombinere de to destinationer får man en unik og romantisk oplevelse, der sætter sig godt og grundigt fast i hukommelsen.

 

På den Arabiske Halvø finder man kontrasterne med det gamle og ’ægte’ Arabien i Oman og det nye luksusarabien, i mulighedernes Dubai. Nyt og gammelt går hånd i hånd med vestlig og arabisk kultur og giver rejsende indblik i en forunderlig og eventyrlig verden. Hvorfor ikke gøre bryllupsrejsen til en anderledes oplevelse for livstid ved at udforske den Arabiske Halvøs sydøstlige hjørne. Det er en perfekt kombination af kultur, natur og afslappende luksus i anderledes omgivelser.

 

Vi er i sultanatet Oman, hvor en mandestemme breder sig sagte ud over den gamle hovedstad Nizwa - nærmest meditatorisk kalder stemmen på én af de fem daglige bønner. Mænd i hvide skjortekjoler og fez og kvinder i sorte burkaer spadserer målrettede hen mod den store moské, som ligger i byens hjerte. De få turister der er byen, bevæger sig rundt i virvaret af små gader med de cremefarvede huse, hvor en liflig duft af myrra lokker dem ind i for at kigge på gamle sølvfade, khangars (krumme sølvdolke), smykker med ægte sten og nye mere eller mindre gode efterligninger af det hele. Heldigvis taler de handlende et udmærket engelsk. Så man har chancen for at fortælle, at man er studerende - eller bruge en anden undskyldning - for at forklare, at man ikke har alt for mange Rials at købe for, og dermed prutte ting og sager ned til minimum halv pris. For her er det en fornærmelse ikke at bruge tid på en god handel. Her finder man både billige og masseproducerede souvenirs, men her kan man også gøre et fund i form af en antik sølvkande af den slags beduinerne drak kaffe af i selskab med kamelerne for år tilbage, hvor størstedelen af landet var beklædt med ørken. Det meste af Oman består i dag også af ørken og golde bjerge, hvilket er et betagende syn, når man kører rundt i landet.

 

 

 

Turen mellem den gamle hovedstad Nizwa og den nye Muscat fører én gennem tørre ørkenlandskaber og brune bjerge, der kigger ned på de hvide, creme- eller nougatfarvede huse i arabisk stil. Sultan Qaboos og hans regering ved lov beordret, hvilke farver, de 2,4 millioner omanere må male deres boliger udvendigt. Grunden er, at sultanen har et ønske om at bevare den oprindelige arabiske stil. Derfor ser man heller ingen højhuse i Muscat. Det mest imponerende bygningsværk er Sultan Qaboos moskeen, som stod færdig i 2004, som kan rumme 10.000 bedende muslimer. Detaljerigdommen er stor i sultanens moské. Det er som at træde ind i et eventyr, når man står på de iranske tæpper, der tog 15 arbejdere seks måneder at tufte sammen under en gigantisk lysekrone, som glimter i regnbuens farver. Vi bevæger os ud af mændenes bederum via de håndskårede døre med firnurlige deltaljer og går i bare tæer på marmorfortovet. Imponerende gave fra sultanens egen lomme, som de lokale ynder at sige. Der er heller ingen, der ved, hvor meget den respekterede og elskede Qaboos har måtte hæve fra sparebogen til at bygge moskeen.

 

Nede ved havnen i Muscat er der rig lejlighed for at se morgenens fangst af kæmpe tun, hajer og andre spiselige lækkerier på det lokale fiskemarkedet. Vil man ikke nøjes med at se på fiskene, kan man skam også fange dem selv. Den heldige fisker nøjes ikke kun med leopardmønstrede muræner og farvestrålende akvariefisk, men får rask væk en tung tung på krogen. Vil man ikke nøjes med at fange fiskene, kan man også svømme med dem, da det Arabiske Hav byder på rigt undervandsliv. Men det er skønt og afslappende at nyde en halv eller hel dag på havet med udsigt over Muscats lyse og rene by og de golde bjerge, som omkranser den.

 

Mutrah souqen nede ved havnen er et sandt mekka for den shoppelystne. Her er udvalget af vandpiber, smukke arabiske stoffer, håndbroderede puder, arabiske parfumer og sølv ting i særklasse. Tiden raser af sted og inden man ser sig om, er det spisetid.

 

Vi bevæger os et lille stykke ud af byen i en billig taxi. Allerede ved indgangen til Kargeen restauranten fornemmer vi en helt særlig stemning. Den karakteristiske myrraduft pirrer næseborene eller er det vandpiben, som gæsterne ivrigt pulser på. I hvert fald dufter her herligt og vi sætter os under åben himmel i arabisk interiør med diskrete toner af arabisk musik, mens vi får bragt brød, humus og salat til forret. Der hersker en intim stemning på restauranten, som også er flittigt besøgt af de lokale, der flittigt smager på lam, kylling og krydrede marinader fra den charmerende bordgrill. Timerne går med at spise, drikke alkoholfri drinks og ryge vandpibe mens man nyder hinandens selskab inden turen går hjem til hotellet med drømme om de næste dages eventyr.

 

En verden af luksus

 

Efter skønne dage i uspolerede Oman tager vi videre til Dubai, som er én af de syv Forenede Arabiske Emirater. Her skal alt være, større, flottere, bedre, vildere, dyrere og mere til. Byen bugner med skyskrabere og de tusindvis af kraner knejser i varmedisen og er vidner til, at flere er undervejs. I Dubai er man er eksempelvis ved at bygge verdens højeste bygning. Det er en hemmelighed hvor høj den bliver, men der er selvfølgelig sørget for, at arkitekturen bliver af en sådan konstruktion, at der kan bygges ovenpå den, hvis nogen skulle være så ’frække’ at forsøge at overgå dem. Dubai er i hastig udvikling og inden for de kommende år, er de fire kunstige øer, formet som henholdsvis kloden og tre palmer, står færdige – klar til beboelse af folk på et ordentligt plus på kontoen. Det er ikke til at tro, at denne internationale forretningsby var en lille fiskerlandsby for bare 50 år siden. Men så fandt man olie i 1966 - og siden er udviklingen sket i raketfart. Emiraten har formået at sælge sig selv så godt, at internationale selskaber investerer rask væk i Dubai. Det er som at træde ind i et stort Disneyland, hvor alt er muligt. Alt! Man kan stå på skøjter, ski, dykke, tage i vandland, besøge de smukkeste hvide strande med turkisblåt vand, leve det vilde luksusliv på byens mange 5-6 og 7 stjernede hoteller og nyde en eksklusiv middag på byens mange gode restauranter. Et undervandshotel står klar næste år. You name it – they’ve got it! Og så er shoppingmulighederne uforlignelige uanset om man går efter arabiske souvenirs, billigt mærketøj, kopivarer eller guldsmykker.

 

Byens varetegn er luksushotellet Burj Al-Arab, som våger over Dubai ude fra en kunstigtbygget ø. Hotellet ligner et sejl og her er ingen hotelværelser, men kun suiter og 202 af slagsen. Det er så højt at Eiffeltårnet kunne stå inde i det hule hotel. Den imponerende arkitektur på kunstfærdige springvand, som til tider sprøjter ligeså højt som Rundetårn, stilige restauranter og barer. Efter et besøg på luksushotellet, som har helikopterlandeplads på toppen, bevæger vi os videre langs kysten, og bare fem minutter fra Al-Arab ligger Madinat Jumeirah, hvor vi indtager en frokost buffet med alskens lækkerier. Dette smukke og mere afslappede hotel ligner en arabisk palads, men er et luksusresort, som ligger direkte ned til en strand, som ligner noget fra en bountyreklame. Et sandt paradis for nyforelskede honeymooners.

 

Efter endt frokost kan man tage en af de små træskibe langs Madinats kunstigt-byggede kanaler enten til bazaren, som hører til hotellet eller til afdelingen med spa, hvor man kan nyde et par timer i kyndige hænder med afslappende massage. Et must i Dubai er krydderi- og det overvældende guldmarkede, som ligger side om side ned til floden, der deler byen i to. Er man ude efter safran, vandpibetobak, the eller et smukt guldsmykke til sin udkårne så findes det her.

 

Vi vælger at tage til en helt anden verden. For én af Dubais mange forcer er de uendeligt mange tilbud emiraten byder på. Bare en times kørsel fra byen er der store sandkasser at boltre sig i. Vi kører ud i med firehjulstrækker til den arabiske ørken. Inden vi kører ud i sandet, kører vi forbi en tankstation og lukker luft ud af dækkene. Så er vi klar til at cruise rundt i sanddynerne.

 

"Are you ready for adventure," siger chauffør Bobby. Vi holder godt fast i håndtagene når vi nærmest flyver op over sandklitterne og glider ned gennem det gyldne og fine sand. Latteren er høj og turen på en god time gennem ørkenen kan give en form for søsyge. Men ikke for os. Vi passerer en hob af væddeløbskameler, der holdes i stram snor af deres træner på vej til en træningsbane mens de ikke engang værdiger os et kamelblik. De er vant de mange sandhugrende turister. Vi haster videre til et udsigtspunkt, hvor champagne indtages på tæpper og puder til en smuk solnedgang. Når mørket falder på i ørkenen og temperaturen sænker sig bevæger vi os videre til en ørkenlejr, hvor middagen er en barberquebuffet. Får man spist for meget, hjælper en mavedanser efter maden med at forbrænde det netop indtagede måltid til musik på et uforståeligt sprog.

 

Fuld af oplevelser og indtryk af både arabisk og vesterlandsk kultur tager vi trætte ind mod byen i løbet af aftenen. Inden vi hopper i kanen, slentrer vi langs floden på Deirasiden, hvor en mylder af træskibe hele vejen fra Iran har travlt med at læsse gods af til Dubais butikker. Vi sætter os i tropenatten på en café og får os en sundowner og nyder den internationale stemning. Næste dag kan vi se frem til en tur på Dubai Museum, som giver et fint indblik i emiratens historie og om aftenen skal vi spise middag på en af de mange både. Resten af dagen er åben for spontane, for i Dubai er jo mulighedernes land. Her kan vi lave hvad som helst.

 


Faktaboks

 

DSB Rejsebureau tilbyder Oman og Dubai i deres drømmerejsekatalog
8 dage koster ca. 13.195 kr. (tjek prisen) med dansk rejseleder i en gruppe på mellem 20-25 personer. Prisen inkluderer fly t/r, udflugter, overnatning samt en del måltider. Der er masser af tid til at være på egen hånd og nyde hinanden
Se mere på
www.dsb.dk/rejsebureau eller ring 70 13 14 15


Lufthansa og Swiss Air flyver til begge destinationer
 

 

 

 

Oman highlights

 

Vandring på det gamle fort ved Bahla – en fascinerende ruin, der vidner om Omans barbariske fortid
Sultan Qaboos moskeen, som er et pragteksempel på unik islamisk kultur
Restaurant Kargeen – ægte arabisk mad, vandpibe og musik under stjernerne
Mutrah souq’en, som er Muscats bedste bazar med alt hvad hjertet begærer
Fisketur i den persiske golf, en dejlig dag på havet, hvor den heldige fisker fanger store tun
Dubai highlights

 

Ørkensafari i 4WD med barberquemiddag under stjernerne efterflugt af mavedans
Shopping i krydderi- og guldmarkedet
Dubai Museum, som på en time eller to giver indblik i emiratens historie
Slentretur ved havnen på Deirasiden (ved krydderimarkedet), hvor der er et mylder af charmerende træskibe, gods og mennesker
Frokost på Jumeirah Madinat hotel i arabiske omgivelser efterfulgt af en lille sejltur på hotellets kanaler med udsigt til Dubais varetegn – Burj Al-Arab hotellet

 

 

Af Tina Splidsboel Foto Martin Sørensen