Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Sansefuldt bryllup - synet

Glimtet – vielsesringen

 

Diamanter er en piges bedste ven, lyder sangen fra den skønne Marilyn Monroe. Men på bryllupsdagen kan gæsterne også meget vel få et glimt af en brilliant på brudens hånd, når parret viser ringene frem. Brillianter er nemlig blevet meget populære i vielsesringe – særligt til kvinder, fortæller konglig hofjuvelér Flemming Hertz.

 

 

 

"Glimt i brillianten og glimt i øjet," siger Flemming Hertz. Brillianten er en sleben diamant og det hårdeste mineral, der findes i smykker. "Brillianten er uovervindelig og ubetvingelig. Det er ikke et mineral, der forgår, og derfor har den en symbolværdi på en kærlighed, der ikke forgår," siger Flemming Hertz.

 

 

Samtidig symboliserer brillianten sammen med diamanten uskyld og troskab.

 

 

Stenen bliver enten sat i et bånd af hvidguld eller almindeligt guld og der er mange kombinationer. Blandt andet er Flemming Hertz begyndt at fremstille ’stjernehimmelringe’, hvor en masse små sten bliver sat sammen, så de glimter som små stjerner i ringen.

 

 

Brillianten og ædelsten i det hele taget er i dag også ved at komme på mode til mænd – se bare på David Beckham. I dag fremstiller juvelererne blandt andet billianture og manchetknapper med brillianter. Men når det kommer til vielsesringen, tænker folk stadig traditionelt, fortæller Flemming Hertz.

 

 

"En vielsesring skal være enkel og traditionel, fordi det er et smykke, man skal bære resten af sit liv. Det skal ikke have en modeværdi," siger Flemming Hertz.

 

 

Der er stor uenighed om, hvorvidt en vielsesring skal sidde på venstre eller højre hånd. Nogle siger venstre, fordi det er tættest på hjertet, andre siger højre, fordi det er den hånd, man afgiver sit løfte med. I dag bærer de fleste vielsesringen på højre hånd og en eventuel forlovelsesring på venstre.

 

 

Men forlovelsesringe er på tilbagegang, for i dag vælger de fleste par en vielsesring med det samme og springer forlovelsestiden over. Til gengæld er parrene begyndt at investere flere penge i vielsesringe, hvor det før var de lidt mere kedelige forlovelsesringe, der blev genbrugt til brylluppet. "I gamle dage brugte folk 2-3.000 kr. på ringene. I dag ligger det fra 10.000 kr. og op efter," siger Flemming Hertz.

 

 

De fleste par køber stadig ringene sammen, men også en del mænd er begyndt at købe ringe til at fri med.

 

 

Flemming Hertz sælger mindst et sæt vielsesringe om dagen, men alligevel er det en stor oplevelse hver gang, fortæller hofjuveleren.

 

 

"Det er dejligt at se de unge par tage sig tid til at vælge ringe sammen. Man får et glimt af hele bryllupsritualet hver gang, og det er jo smukt."