Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Mads Christensen anmelder: Frieri

Hvordan friede Han?

Den dag, han friede, er en dag, de fleste tænker tilbage på med et varmt smil. Hvadenten det foregik hjemme i sofaen eller ved Trevifontænen i Rom, er frieriet som regel en romantisk oplevelse. Vi har samlet tre frieri historier fra vores læsere og bedt stileksperten Mads Christensen komme med gode tips og tricks.

 

Frieriet kom i en halskæde

 

Lars og Gitte Møller Fischer havde kendt hinanden i to år og var på vej til at flytte sammen, da Lars skulle en tur til Nordkap. Imens var Gitte hjemme og tilbragte det meste af tiden i deres kommende lejlighed. Den aften Lars kom hjem, forærede han Gitte en halskæde af en lille lædersnor med en læderpose. Gitte fik at vide, at der lå en lille sten fra Nordkap i. En søndag aften fik Gitte at vide, at hun skulle åbne posen. I den lå ganske rigtigt en sten fra Nordkap, men rundt om den var viklet et stykke papir med teksten: ’August 2000 Nordkap. Vil du gifte dig med mig?’ Gitte har spurgt Lars om, hvad der var sket. Hvis de nu var gået fra hinanden inden, og hun havde åbnet posen. Hertil svarede Lars, at det betød ikke noget: Han ville vise, hvordan han følte for hende.

 

Mads Christensen: Ja, det er et godt frieri. Frieren fortæller implicit sin udkårne, hvordan han har tænkt, og at han har tænkt det et helt år. Han har stået på et af de mest spektakulære steder i verden og tænkt, at han ville synliggøre sine tanker, men at de først skulle udføres om et år. Det har den effekt, at der går et gys igennem hende, fordi hun har gået med den information i et helt år inden for rækkevidde og at hun bare havde behøvet at åbne pose for at vide det.

 

På knæ i Tivoli ved juletid

 

Det var en regnfuld aften i december, da Michael Gøtke og Marianne Nørholm besluttede at tage deres fire sammenbragte børn med en tur i Tivoli og se julemarked. Michael havde vidst i to måneder, at det var det rigtige tidspunkt at fri til Marianne og havde besluttet sig for, at det skulle være på julemarkedet, fordi der var så smukt. Regnen og de mange tusinde julelys gav en helt særlig stemning den aften. "Vi havde gået rundt i et stykke tid og set på boderne og da vi så nåede til den store hængepil ud over søen, måtte jeg bare gøre det. Det er svært at beskrive, hvordan man føler det i det øjeblik, der er noget kriller i maven." Og blandt træer og de mange julelys faldt Michael – ikke helt på grund af regnen – men halvt på knæ og holdt ringen foran Marianne. De havde kendt hinanden et år og et par måneder. Marianne havde mistet sin første mand ved en ulykke, og de mødtes i skolen.

 

Mads Christensen: Det når ikke det første frieri til sokkeholderne, for det er lidt en kliche. Man vil jo gerne tænke tilbage og huske det sted, hvor frieriet skete og som giver handlingen en særlig magi. Men det er en smuk tanke, at han i lang tid har gået og tænkt over at ville bringe sig selv, hende og børnene i en særlig situation, hvor det skulle ske. Han har vel også tænkt, at det er sted, hvor de ville komme tilbage og blive overvældet af minderne fra situationen med regnen og lysene. Det er langt over den kedelige situation med skattetekniske grunde og ’skal vi nu ikke snart...’¨

 

Aftale i sofaen

Susanne Damgaard Hansen og hendes mand Anders Lehn Jensen var det ikke så meget et frieri som en aftale. De sad simpelthen i sofaen og snakkede om bryllupper. Og så blev vi enige om, at nu skulle det snart være. Susanne Damgaard og hendes mand havde på det tidspunkt kendt hinanden i 9 år og bryllup havde før været på tale. Men så kom et barn, så kom et huskøb og så endnu et barn – og så var der lige det med pengene. "Vi valgte at investere pengene i hus, bil og barn først. for der var ingen af os, der havde lyst til at blive gift på rådhuset. Vi ville have kirkebrylluppet med den hvide kjole og festen." 3. september sidste år kunne Susanne og Anders endelig sige ja til hinanden.

 

Mads Christensen: Det er jo år 2005, og derfor er der ikke noget galt i det frieri. Før i tiden var brylluppet en skillelinje mellem barnelivet og det voksne liv, hvor unge piger brugte år på at udsmykke dragkister og lave linned og forberede sig på et bryllup med en mand, de ikke engang havde mødt. Som voksen mødte man så den udkårne til halbal og så handlede det bare om at blive gift i en fart, så man kunne komme i gang med at få børn. Kulturhistorisk har brylluppet været symboliseret ved en lang række ritualer, der markerede overgangen fra en tilværelse til en helt anden. For dette par ændrer brylluppet nok ikke særligt meget andet end at de på nogle papirer kan se, at nu er de gift. Derfor bliver det afromantiseret og kommer til at handle om testamentering og børnechecks. Det er ikke særligt romantisk, men sådan er det jo.