Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Bord dæk dig

Det kræver omtanke og mange overvejelser, når bordet skal dækkes og pyntes til jeres livs fest. Hvilke farver har I tænkt jer skal være gennemgående, skal temaet være romantisk eller enkelt og stilrent, og hvad er der ellers af udstyr, som skal på bordet. Mulighederne er uendelige. Bryllup&Fest guider og inspirerer dig her igennem bryllupsbordet ædle dekorationskunst og udstyr.

 

 

 
Første skridt hen mod en vellykket fest, er selvfølgelig at bestille et flot lokale, kro, hotel eller hvad man nu synes bedst om. Her gælder det om at være i god tid, da de populære steder ofte er booket et halvt til et helt år ud i fremtiden.


 
 
Invitationen

 

Husk at jeres indbydelse er førstehåndsindtrykket af jeres bryllup og fest og skal sendes ud mindst seks til otte uger før brylluppet. Ligger brylluppet midt i en ferieperiode skal indbydelsen ud cirka 12-14 uger før festen.

 

Det er en god idé at sende en ønskeliste ud sammen med indbydelsen – eller også på dette tidspunkt finde en gavekoordinator, som gæsterne kan kontakte, det vil spare jer for en del.

 

I indbydelsen kan man skrive navn og telefonnummer på en toastmaster, som kan stå for taler og sange, dette er en god idé fordi festen glider bedre uden der kommer noget uforudset.

 

Det er blevet meget almindeligt at man også laver takkekort i samme stil, som den perfekte afslutning på en god fest.

 

Placering

 

Ved de fleste bryllupper sidder man i hestesko, men det er også blevet ret almindeligt at sidde ved runde borde, med otte til ti personer ved hvert bord. Sidder man ved runde borde, kan man vælge, at selve brudebordet er aflangt, og at kun den nærmeste familie sidder med ved dette bord. Herfra kan alle gæsterne se brudeparret, for det er jo det, det hele drejer sig om denne dag. Som ekstra pynt ved brudebordet ser det flot ud at lægge tyl langs med bordet, hvor man samler tyllet med nogle store sløjfer for enden. På midten ud for der hvor brudeparret sidder, lægges brudebuketten – og på hver side stilles lysestager.

 

Dugen skal gå cirka 25-30 cm. ned fra bordkanten, og man skal beregne cirka 60 cm. til hver person. Dekorationerne må ikke være for høje, men derimod må de gerne være aflange og fylde langs bordet – det kan eksempelvis være grønne blade. Hvis det er enkelte lysestager, man vælger, bør man stille to stager ved siden af hinanden, da det giver et flottere resultat. Husk at bruge lys, der brænder længe og som ikke drypper. De må gerne være cirka 35 cm. høje, så de er over hovedhøjde, når man sidder ned.

 

Borddækning

 

Hvis bordet er bredt nok, kan man have en dæktallerken, ellers kan man vælge en hovedretstallerken med en cirka 24 cm. blondemellemlægsserviet, hvor man øverst stiller en forretstallerken med en 17 cm. blondeserviet.

 

Bestikket, man først skal spise med, ligger altid yderst. Hvis man skal have suppe til forret, lægger man således først to almindelige knive og derefter suppeskeen på højre side af tallerkenen. På venstre side dækker man op på samme måde med to gafler. Dessertskeen og gaflen lægger man foroven af tallerkenen, men med skafterne modsat hinanden. Det ser flottest ud, hvis man forskyder bestikket lidt af hinanden. Glassene placeres i den rækkefølge, de skal bruges, fra højre mod venstre.

 

Først hvidvin, så rødvin og endelig dessertvin. Hvis man har vandglas på skal det stå yderst til venstre bag vinglassene.

 


 

 

Farver

Det er vigtigt at vælge en farve, som står godt til det lokale festen skal holdes i, og som samtidigt er en farve I begge godt kan lide. Gennemgå jeres farver, så alt kommer til at harmonere i både indbydelser, bordkort, menukort, tændstikæsker, risposer, dug, servietter, lys, blomsterdekorationer, brudebuket og pyntning af kirken samt eventuelt kirkehæfter.

 

I kan vælge at sætte jeres personlige præg på festen ved selv at lave indbydelser, bordkort, menukort, tændstikæsker og risposer i de farver, som I har valgt til Jeres Bryllup, eller få det lavet – men der skal man også være i rigtig god tid, da alt jo er håndlavet netop til jer.

 

Servietten

Hvis I selv står for borddækningen, bør I huske at tage højde for, hvilken forret I skal have. Skal forretten stå på bordet, vælger man typisk en serviet, der eventuelt kan sættes i glasset eller ’brudelyset’, som sættes til venstre af kuverten, og som ikke fylder så meget.

 

Bordkort og bordpynt

I kan vælge at købe Jeres bordkort og bordpynt færdiglavet, eller I kan designe det hele selv. Vi viser her på disse sider nogle romantiske forslag til, hvordan I eventuelt selv kan lave Jeres egne bordkort.

 

Menukort

 

Det er en god idé at lave menukort i samme stil og med samme materialer som bordkortene. I menukortet kan man sætte sine ’velkommen’ og ’velbekommesange’ ind sammen med menuen. I menukortene kan i også vælge at skrive en bordplan ind, så gæsterne kan se, hvem, der sidder hvor. I kan sågar udvide konceptet med at skrive to sigende og spændende stikord ind om hver person – det fungerer altid som en god samtalestarter borddame og- herre imellem.

 

Risposer

Man kan købe færdige tylsrundeller i forskellige farver lige til at samle med ris i, og husk at ris er lige så godt at bruge som fuglefrø, der har været en del skriveri angående fuglene ikke kunne tåle alle de ris, men fugleeksperterne siger, at det ikke passer, for fuglene regulerer det selv, hvad enten det er ris eller fuglefrø.

 

Tændstikæske

 

Tændstikæsken laves i samme materialer som hele serien, men man lægger kun én tændstikæske til hver anden person/kuvert, så bordherren kan være galant og tænde for sin borddame. Selv efter de nye rygeregler i offentlige lokaler lægger man stadigvæk tændstikæsker, da gæsterne tager dem med hjem som en lille souvenir.

 

Små gaveæsker

 

Det er blevet meget moderne at give sine gæster en lille gave ved hver kuvert, her kan man eksempelvis købe små æsker i forskellige design – brudekister, hjerter osv. Heri kan man lægge nogle små chokolader, et billede af brudeparret, en lille sæbe og andet godt.

 

Lysmanchetter

Man kan lave lysmanchetter af enten det bånd man har brugt til hele serien, eller man kan lave dem af tylsrundeller magen til dem, man har brugt til risposer – dette er en meget sød og let måde at sætte det sidste romantiske præg på bordet.
 

Af Kate Giese Jøka Festartikler – Fotos: Photo Care i Frihedens Butikscenter