Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Gæsterne glemmer næppe at...

Komme til tiden

Gæsterne skal være i kirken i god tid. Det vil sige minimum en halv time før bruden. De første rækker i kirken er reserveret til familien, hvor brudens familie sidder til venstre for alteret, og gommens familie sidder til højre. Det er ikke god kirkeskik at gå rundt i kirken og hilse på gæsterne. Man bør heller ikke forstyrre gommen, når først han har stillet sig op til alteret. Enlige damer følges op ad kirkegulvet af familiens herrer, og næstsidst ankommer brudens mor fulgt af en søn eller en anden nær mandlig slægtning.

 

 

 

Brudeparret skal rises
Det er en gammel skik, at brudeparret efter vielsen skal træde ud i lyset og ind i en dansende regn af ris eller korn. Det kan senere gentages, når parret forlader bryllupsfesten om natten. Man mener, at ris og korn rummer kimen til nyt liv, og risen skal derfor give frugtbarhed til brudeparret. Tidligere kastede man kun med korn, og det er atter moderne, specielt da risene er svære at fordøje for fuglene.

 

 

Brudesløret skal sakses
Det kan lyde som en makaber skik, men det er meget morsomt, når den kvindelige del af familien med brudens veninder overfalder bruden for at klippe hendes slør i tusinde stykker. Jo flere stykker des mere lykke får bruden. Skikken kan dog variere, da nogle familier i stedet vælger at lade hele brudesløret gå i arv fra generation til generation.

 

Gommens sokker skal sakses
Den mandlige del af familien må med gommens venner også hellere huske saks og kræfter, for gommen skal igennem den helt store kildetur, når hans sokker til stor morskab skal sakses. Det sker så snart bryllupsvalsen er forbi. Gommens sokker leder tanken hen på, da han gik på frierfødder, og ved at klippe dem i stykker vil man forhindre ham i fremover at gå på frierfødder hos andre kvinder.

 

Frie kys til brud og brudgom
Under middagen slår gæsterne i glasset, og brudeparret skal op på stolene og kysse. Men der er også kys til jer i tide og utide. Hvis gommen går fra bordet under middagen, så må alle de mandlige gæster give bruden et kys. Det samme må de kvindelige gæster gøre ved gommen.