Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Til døden jer skiller

Det letteste er snart overstået: Det er ja’et i kirken, festen og de søde hvedebrødsdage. Snart venter hverdagen igen, hvor nyforelskelsen blot bliver forvandlet til søde minder. Udfordringen ligger i at få ægteskabet til at vare resten af livet, og et parforhold er sværere at håndtere end en topkarriere, siger parterapeut og forfatter Martin Østergaard. Men styrken ligger i hinandens modsætningsforhold.
 

Der er ikke længe til, at du står i kirken og giver dit endegyldige ’ja’ til din udkårne. I øjeblikket i kirken mener du selvfølgelig, at dette ægteskab skal vare resten af livet. Ikke for at komme malurt i champagneglasset, men realiteterne ser noget anderledes ud i dagens Danmark, hvor knap halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

For hver 10 par, der vælger at lade sig vie, er der ligeledes fire par, der går hvert til sit. Selv om 2006 havde det laveste antal skilsmisser siden 1999, kan vi ikke komme uden om, at mange ægteskaber i dag ikke varer »til døden Jer skiller«.

For både mænd og kvinder gælder det, at alderen 40-44 år er den mest almindelige skilsmissealder.

Enig om uenighed

Men der er mange måder at få ægteskabet til at holde. Og det koster hverken blod, sved eller masser af penge. Det drejer sig om at krydre hverdagen med simple småting, samtale og i det hele taget at være opmærksom på hinandens eksistens og behov.

Bryllup&Fest har spurgt Martin Østergaard, parterapeut og forfatter til flere bøger om parforhold, til råds om det lykkelige, livslange ægteskab:

»Et parforhold er noget af det mest komplicerede i verden. Det er sværere at holde end en topkarriere.«

Først og fremmest skal man vide, at det hele ikke forbliver lyserødt. I alle forhold opstår der skænderier, små eller store kriser, perioder hvor man ikke tænder for vildt på hinanden og alle mulige andre syrlige hverdagsting. Hvis man erkender dette, er man nået langt. Rigtig langt endda.

»Man skal kunne blive enige om at være uenige. Hvis den ene part får ret, så har de begge tabt. Det største potentiale i parforholdet ligger i Jeres forskellighed,« siger Martin Østergaard.

Forskellighed giver plads til spænding i forholdet. Det hele går hen og bliver for kedeligt, hvis I altid har de samme meninger, I begge bare har lyst til at sidde på sofaen og glo på de samme serier aften efter aften, og hvis I i det hele taget er enige om alt.

»Det er sundt for et forhold at lave ting hver for sig. Det stimulerer gnisten at få input udefra,« siger Martin Østergaard.

Kvinder vil snakke

Kvinder og mænd har også forskellige behov, der skal dækkes. Manden søger konstant bekræftelse, men er ikke så god til at spørge efter den. Det lyder ret basalt, men »mænd har ligeså mange følelser som kvinder, de er bare ikke så gode til at vise dem,« siger Martin Østergaard.

Og det er ofte her, det går galt. Selv om manden virker bom-stærk, så skal han stadig have at vide, at han er verdens dejligste mand – også selv om han ikke valser ind ad døren med en buket roser hver dag. At få søde komplimenter giver ham et overskud og nærvær over for sin hustru.

Kvinder, derimod, har en stor trang til at snakke følelser og forhold. Manden skal lære at tage dette seriøst og indse, at de små snakke om forholdet tilfredsstiller et essentielt behov hos kvinden – og i sidste ende gavner det også manden selv.

»Når din kæreste er glad, bliver du også glad. Men der er mange mænd, der først vil snakke, når det er for sent. Det er ofte sådan, at når kvinden har behov for at snakke forhold, så spørger hun først blidt. Det giver ofte ingen respons. Så lægger hun en seddel under hans hovedpude. Når det ikke hjælper, så lægger hun sedlen oven på hovedpuden, men når det så heller ikke giver pote, så ender hun med at skride. Og pludselig vil manden gerne snakke,« siger Martin Østergaard.

Han siger, at kvinder skal være hurtigere og hårdere i deres konfrontationer for at det ikke skal ende med et brud:

»Jeg anbefaler ofte kvinder, at sige at de skal på café med en fyr, der hedder Flemming fra arbejdet. Så skal han nok komme op ad stolen,« siger den erfarne parterapeut og foredragsholder.

Det sker nu også, at Martin Østergaard råder par til at gå fra hinanden. En gang i mellem er der nogle, der er gledet så langt fra hinanden, at det er for opslidende at blive sammen. Men det sker heldigvis kun sjældent.

»Det er bedre at gå hver til sit for tidligt end for sent – for man dør levende, hvis man kæmper for noget, der er dødsdømt,« siger han.


Gode råd til ham:

  • Vis hende lidt opmærksomhed ved at overraske hende med små gaver. Det behøver ikke være mere end en potteplante til 30 kroner fra Netto
  • Vær spontan. Du kan også arrangere middage, teaterbesøg eller andre overraskelser – det er nemlig typisk kvinder at påtage sig organisator-rollen
  • Én gang om ugen skal du stille hende spørgsmålet: »Hvordan har du det?« Lad hende tale ud, lyt til hende uden at afbryde og forsvare, hvad hun ender kommer med. Kvindens frustrationer opleves ofte som kritik af manden, men sådan forholder det sig sjældent

Gode råd til hende:

  • Ros og anerkend din mand. Mænd kan godt lide at få bekræftelse – især for de ting, de ikke er så gode til. Hvis han for en gangs skyld er kommet hjem med blomster, så ros ham for det i stedet for at komme med kommentarer som: »Det var på tide.«
  • Mand dig op. Tag ’maskuline’ metoder i brug, hvis du vil opnå noget. ’Sweettalk’ virker ikke altid på manden, så stil ham et ultimatum: Nul sex, hvis han ikke gider samtale eksempelvis

Gode råd til Jer begge:

  • Lad være med at slække på udseendet. Bare fordi man er blevet ’godt gift’ betyder det ikke, at ens partner bliver ligeglad med at have en lækker ægtefælle. Lad være med at stå til og gå i forfald
  • Tillad hinanden at have et liv ud over parforholdet. Tag på weekend med vennerne i ny og næ, så I kan komme hjem med nye input og nå at savne hinanden
  • Giv Jer tid til hinanden. Hvis I har et stramt skema, kan de hjælpe at sætte tid af til sex – det lyder ikke særlig romantisk med skemalagt sex, men det er bedre end ingenting
  • Der skal være plads til forskellige meninger. Hvis den ene altid får ret i diskussioner, så er det ikke nødvendigvis fordi vedkommende har ret. Hun eller han er måske bare verbalt stærkere. Bliv enige om at være uenige, for hvis én af Jer ’vinder’ en diskussion, ender I begge dybest set med at tabe
  • Har I børn så få dem passet i ny og næ en aften eller en weekend, så I rigtig kan pleje kærligheden.


Af Tina Splidsboel