Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Fiji har det hele

Paradis. Hvide sandstrande, palmer og turkisblåt vand. Det er drømmen for mange af os, når vi skal planlægge bryllupsrejse. På Fiji får du det hele – og lidt mere til.

fiji1

Af Natasja Gosch - Foto: Natasja Gosch, Fiji Beach Resort & Spa, Managed by Hilton & Captain Cook Cruises

Når vi skal på den ultimative ferie af dem alle, nemlig vores bryllupsrejse, må der ikke mangle noget. Nogle er til palmer og strand, mens andre er til oplevelser. På Fiji er det muligt at få lige dele luksus og oplevelser. Men først må rammerne være i orden.

Detaljeorienterede Hilton

Fiji Beach Resort & Spa, Managed by Hilton, er et godt udgangspunkt for de bryllupsrejsende. Hotellet har specialiseret sig i at sikre, at den enkeltes behov og ønsker er opfyldt. Og det ned til mindste detalje.

Hver enkelt værelse, om det er den private villa med egen pool eller suiten, er holdt i rolige farver og med top moderne teknik og udstyr. Der er soveværelse og opholdsstue, stort badeværelse med badekar og bruser samt køkken og altan med havudsigt til alle værelser.

Fiji Beach Resort & Spa sørger for selv de helt små detaljer. Således er der tv i både soveværelse og stue, skønne produkter til fri afbenyttelse på toilettet og et fuldt udstyret køkken med espressomaskine, der laver kaffe, som sad du på en af byens bedste kaffebarer. Desuden bliver der gjort klar til sengetid hver aften med chokolade på puden og dæmpet belysning.

Uendelige muligheder

Fiji Beach Resort & Spa ligger på den lille ø Denarau, kun et kvarters kørsel til Fijis største turistby, Nadi, og lufthavnen. Det har flere poolområder, og har, som et af de eneste hoteller på Fiji, et opdelt poolområde til børn og voksne. Det sikrer, at man som nyforelskede kan nyde hinanden i et ”voksent” område, hvis det er det, man ønsker.

Skulle luksus ved poolen blive for kedeligt, sørger Fiji Beach Resort & Spa for alskens underholdning. Der er et skræddersyet program hver dag, som man frit kan benytte sig af. Det kunne fx være at prøve et gratis dyk i poolen, at blive undervist af en af hotellets kokke eller en gåtur rundt i området med en guide, der fortæller om Fijis kultur. Mulighederne er uendelige.

Privat middag på stranden

Ligeledes er spisemulighederne mange. Fiji Beach Resort & Spa har tre forskellige restauranter. Nuku Restaurant laver specialiteter fra Fiji og lækre internationale retter. Det er desuden i denne restaurant, den gigantiske morgenbuffet indtages hver dag.

På den asiatiske restaurant Maravu er det muligt at smage retter fra hele Asien. Kokken på Maravu har selv boet i Asien, og derfor er hver enkelt ret lavet med de rigtige krydderier, og smagen er helt rigtig hver gang. Hvis man er i humør til noget hurtigt og nemt, kan man besøge L'epicier, der laver gourmetpizzaer og serverer en fantastisk kop kaffe.

Når man er på bryllupsrejse, må man gerne gå et lille smule ud over det normale. Det sørger Fiji Beach Resort & Spa selvfølgelig for er muligt – også til aftensmaden. De arrangerer hellere end gerne en privat middag på stranden i solnedgangen, eller de sender en af deres kokke til din altan, som står og griller og laver maden til jer i jeres egen lejlighed.

Intet er umuligt

Intet er umuligt på Fiji Beach Resort & Spa, Managed by Hilton. Skulle I ønske at genopleve den historiske dag, hvor I sagde ja til hinanden, har hotellet deres helt egen bryllupsarrangør, som kan stå for et helt nyt bryllup.

Hotellet har sin helt egen spa med alverdens behandlinger. Har I børnene med på bryllupsrejsen, er der en børnehave, hvor ungerne bliver underholdt at professionelle. Det er også muligt at hyre sin egen barnepige, der kan tage sig af børnene nogle timer om dagen, mens man nyder lidt luksus for sig selv.

Alle behov synes muligt at få indfriet hos Fiji Beach Resort & Spa. Det handler om at nyde livet og hinanden, mens andre tager sig af de daglige problemer.

Captain Cook Cruise

Når I har nydt hinanden en uges tid på Fiji Beach Resort & Spa, Managed by Hilton, er det på tide at få én på opleveren. Fiji er kendt for sine lange hvide sandstrande og det turkisblå vand med fisk i alle regnbuens farver. Hvis det lyder tillokkende, så er det ideelt at tage en tur ud på nogle af de små øer i Fiji. Eller hvad med at tage flere øer i samme omgang?

Det norske selskab, Captain Cook Cruises, kan sørge for det hele. Om I vil ud til en enkelt ø på en dagstur eller et cruise i flere dage. Alt bliver sørget for, lige fra du træder ombord på båden.

Hvis I vil på en dagstur, tager Captain Cook Cruises jer med ud på den store katamaran og sejler jer til øen Tivua. Her er det muligt at snorkle og se de mange flotte fisk og koraller. Er I mere til at se fiskene uden at være i vandet, kan I se dem fra selskabets egen semi-ubåd. Desuden bliver der sørget for en lækker frokostbuffet med specialiteter fra Fiji. Drikkevarer er hele dagen gratis. Sådan en dag handler om at læne sig tilbage og nyde stranden og solen.

Luksuscruise til bryllupsrejsende

Hvis I vil opleve mere af Fiji, arrangerer Captain Cook Cruises også ture på op til syv nætter. Her sejles I på et stort cruiseskib ud til nogle af de mere øde øer, og får set alle de postkort-skønne strande. I stopper ind på flere øer men overnatter på den store luksusbåd.

Der findes en pakke til ethvert behov. Cruises med fokus på strande og vandaktiviteter, pakker der dykker ned i den Fijianske kultur og cruises der tager dig til de smukkeste vandfald og lagooner i Fiji.

Og selvfølgelig også specielle skræddersyede pakker til bryllupsrejsende. Hvorfor ikke vælge den romantiske pakke, når nu det er jeres bryllupsrejse? Her får I en flaske mousserende vin ved ankomst, 15 min. massage, morgenmad på sengen og meget mere. Desuden kan I vælge hvilken kahyt, der passer til lige netop jer. Hvis I planlægger at blive det meste af dagen i sengen, kan I vælge en med en kingsize seng. Hvis I vil ud og opleve båden, er et standartværelse måske nok. Har I børnene med, kan I vælge et familieværelse, med et værelse til jer selv og et separat værelse til børnene.

Om I vælger en eller flere dages sejlads med Captain Cook Cruises er I sikre på, at standarten er i top. De ansatte er fuldt uddannede i at sejle og samtidig underholde gæsterne. Der er forfriskninger undervejs på hele turen, og der findes ingen dumme spørgsmål.

En drømmedestination

Fiji er enhvers drømmedestination og perfekt til en romantisk bryllupsrejse. Om det er jer to alene, eller I vælger at tage børnene med, vil der være plads og mulighed for det hele. Både hotel og cruises kan bookes på Internettet på forhånd. Så det er bare om at starte med planlægningen og glæde jer til at komme af sted.

Fakta

- Der er mange måder at komme til Fiji på. Det letteste er at søge billetter til Australien og videre derfra til Nadi, Fiji. De mest direkte fly er fra København til Singapore og fra Singapore til Nadi, Fiji.

- 1 Fiji dollar svarer til ca. 3 danske kroner.

- I Fiji er der en del myg, men de generer ikke ud over at klø. Der er ingen specielle forhold at tage, når man skal til Fiji. Dog er en hepatitisvaccination nok en god idé, ligesom jeres stivkrampe også skal være i orden. Tjek yderligere med din læge.

- Hvis du vil se mere om Hilton og Captain Cook Cruises, så tjek deres hjemmesider:

fijibeachresortbyhilton og captaincook

fiji