Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

I mormors kolonihavehus

“Bag på cyklen, hjulet snurrer, far han griner og mor hun kurrer, det er fridag og vi er

sammen, solen skinner over Sortedammen”. Hvem får ikke lyst til at nynne med på denne skønne melodi? Og tankerne og drømmene om de gode gamle dage bliver nemt vækket til livs.

Tema bryllup

Er budgettet og familien ikke så stor? Er det vennerne, familien, børnene og den hyggelige stemning I ønsker at sætte i fokus? Så skulle I måske overveje et lille intimt “mormor” bryllup i kolonihaven eller sommerhuset. Stjæl retro stilen fra de gode gamle dage og arranger det gennemførte og lidt kitchede mormorbryllup til en fornuftig økonomi. Alle jeres gæster, store som små, vil elske det! Her er der plads og smag til alle.

Af Therese Haddad – foto Therese Haddad

 

Opdækning og udsmykning

Vælger man at holde festen i enten sommerhus eller kolonihavehus, kan pladsen måske godt blive en smule træng. Men se på det som en fordel. Det vil være langt lettere for jer at skabe en hyggelig og intens stemning.

Brug haven og diskuter med vejrguderne om hvilket telt eller overdækningsløsning der i dagens anledning står på programmet. Ved et mindre selskab ville det være smukt med et langbord. Gå evt. på jagt efter gamle hvide broderede duge og håndhæklede servietter på genbrugsstationer. Brug gamle små underkopper som kompot tallerkner, det gør ikke noget at de ikke er ens, de pynter og fuldender stilen.

Vilde blomster fra haven i små buketter, måske piftet en anelse op med gamle bonderoser, vil give et enkelt og meget romantisk udtryk på bordet. Mad behøver ikke altid at være super moderne og fancy, for at det smager godt. Retter der vækker smag og minder fra barndommen, kan have langt større værdi for de fleste. Så drop den italienske pesto og de franske frølår. Hop tilbage på hestevognen og genopdag værdien i alle de skønne danske traditionelle retter.

 

Sommer menu

Velkomstdrinks med mousserende vin, hyldeblomst og mynte fra haven.

Serveres med sticks af smørstegt saltet rugbrød med “fuglekvidder” og karse.

Gravet laks med flødestuvet sprød sommerkål.

Sprød ung sauvignon blanc evt. fra Loire i Frankrig eller New Zealand.

 

Grydestegt frilandskylling med agurkesalat, rabarberkompot, nye kartofler og skysauce.

En lækker tør Rosé fra Sydfrankrig eller en let kølet Pinot Noir.

 

Jordbær med fløde og høvlet marcipan.

En frisk perlende Moscato d’Asti eller måske lidt sød champagne nu hvor det er bryllup.

Kagen på Dagen 
Lav eller bestil en kage i romantisk sommer stil. Aftal evt. med konditoren, at han/hun pynter kagen af med roser eller andre blomster og bær fra haven. Brug den danske sæsons frugter til kagen. På kagen på billedet har man brændt marcipanen med en gas brænder, det giver den et lidt gammeldags rustik look. Kagen er med fyld af chokolade og friske brombær.

Musikken

Find de gamle danske sangskatte frem. Under middagen vil det være pragtfuldt at lade de folkekære sangere fra en efterhånden svunden tid, som Gustav Winkler, Birthe Wilke, Otto Brandenburg og de gode gamle melodi grand prix-schlagere pryde højtalerne. Når der senere på aftenen skal gang i den på dansegulvet, vil de fleste, gamle som unge, jo elske sangere som Kim Larsen, CV. Jørgensen, Anne Linnet osv. Mulighederne er uendelige. Men brug musikken som instrument til at skabe stemningen og få en rød tråd til den store dags tema.

Find inspiration på disse hjemmesider:

greenweddingideastulipanerogtomaterweddingchicksmormorsgenbrug