Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Dessert med et twist

 

 

 

 

 

 

Signe satte alle sejl ind og fik speciallavet en kage til sin kæreste, da hun tog chancen og stillede spørgsmålet: "Vil du gifte dig med mig, skat?".

 

Af Louise Bangslund

 

"Dan og jeg kommer begge to fra Albertslund, og vi mødte hinanden ved, at en af mine veninders veninder var kærester med ham. Jeg har altid vidst, hvem han var uden rigtig at kende ham, og jeg har jo også altid syntes, han var en lækker steg. Da de holdt op med at være kærester, mødtes vi et par gange på et lille diskotek i Albertslund, og så blev vi altså kærester," fortæller Signe.

 

Til en middag med en trofast vennegruppe i oktober 2008 tog Signe mod til sig og serverede en ekstra delikat dessert. "Jeg havde fået en, jeg kender, til at lave en fantastisk flot kage, der var dekoreret med et brudeslør, en høj hat og nogle blomster, og så var der en kuvert i sådan noget sukkerstads, som lå ovenpå. På den stod der: "Vil du gifte dig med mig, skat?" Jeg sagde, jeg havde en lille overraskelse, en lækker dessert, hvorefter jeg kom ind med kagen og stillede den foran Dan.

 

 

 

Der blev helt stille. Alle sad afventende og stirrede. "Ej, men det ved du jo godt, jeg ikke kan," udbrød han så, "Det ved du godt. Jeg har altid sagt, jeg ikke skal giftes!" Der var fuldstændig stille. Så begyndte alle at komme med små bemærkninger: "Sæt den hos mig, det kan da være jeg siger ja," og jeg selv sagde så, "nå ja, okay, skål på det, lad os spise kagen!" Så festede vi hele natten, men da vi stod op dagen efter, var han meget sød, og bad mig om at sætte mig ned. Han spurgte mig, om jeg virkelig mente, at jeg ville giftes, for så ville han rigtig gerne. "Det var nok chokket, han ikke kunne magte lige der, så da der var faldet ro på dagen efter, sagde han så ja. Det var helt fantastisk at høre! Da han endelig sagde ja, fik jeg følelsen af, at okay han er virkelig vild med mig. Selvom det måske ikke er hans største drøm at blive gift, gør han det for min skyld, for at vise at det virkelig er mig, han gerne vil have."

 

Signe har et barn på 11 år, og derudover har parret et fælles barn på 7 år, og de havde været sammen i godt 8 år før frieriet, så Signe følte, at det var en naturlig ting at blive gift.

 

Parret blev gift i maj 2010 ved Vallensbæk Strand. De er begge 35 år. Signe arbejder som social- og sundhedsassistent på Herlev Sygehus, og Dan er uddannet smed, men arbejder som montør på en konvolutfabrik. Signes plan var ved redaktionens slutning at få lavet en bryllupskage med et lille brev, hvorpå der skulle stå noget i retning af: "Så gjorde vi det alligevel!"