Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

Thailand: Phuket

 

 

 

 

Af Solveig Høgh – Foto: Kim Park, Amari Coral Beach, Mom Tris villa Royale

 

 

Phuket

 

Phuket byder både på frodigt land med regnskov og jungletrekking, fantastiske strande samt et mindst ligeså frodigt og spændende syn under vand hvis du kan lide at dykke eller snorkle. Phuket er på størrelse med Bornholm og dermed Thailands største ø. Vi fløj direkte fra København til Phuket. Vi havde på forhånd booket de første overnatninger hjemmefra. Vi boede både på hotel ved Patong Beach og Kata Beach som er to meget forskellige områder.

 

 

Pattong

 

I Patong er der aldrig stille. Her finder du utallige barer, spisesteder, diskoteker, backpacker liv og en lækker strand med en romantisk og livlig strandpromenade. Patong kan hurtigt blive meget hektisk, men skal opleves og er derfor et oplagt sted at bo et par nætter for at opleve bylivet, ladyboys og shopping.

 

 

 

Amari Coral Beach Hotel – en oase midt i storbyen

 

 

 

 

 

Amari Coral Beach er det ideelle valg til en honeymoon, hvis du vil bo tæt på byen, men stadig vil have luksus, afslapning og privat liv. Hotellet ligger i udkanten af Patong, men stadig i gå afstand til byen. På det lækre og luksuriøse hotel føler man sig hurtigt hjemme. Hotellets omgivelser er fantastiske, og alle værelser har havudsigt og en lækker terrasse. Endvidere har hotellet sin egen lille private strand.

 

 

Thai mad i verdensklasse

 

Hotellet har tre forskellige restauranter; en italiensk, en thailandsk og en omfattende verdensbuffet. Prøv den thailandske restaurant, der serverer fantastisk thai gourmet mad. Her kan I sidde med udsigt over havet, se solen gå ned, mens I kan nyde de lækre thai retter. Prøv deres ’seafood basket’. Her får I grillet et stort udvalg af friskfanget fisk, hummer og kæmpe tigerrejer.Patongs bedste spa oplevelse

 

 

Patongs bedste spa oplevelse

 

 

 

 

Det vrimler med spa og massagesteder i hele byen og kvaliteten varierer meget. Nu når I er på honeymoon hvorfor så ikke nyde, at man i Thailand og kan få det bedste til det halve af, hvad det koster hjemme? Hotellets spa, Sivara Spa, må være Patongs bedste. Her forkæles alle sanser. Få massage eller ansigtsbehandling ved siden af din udkårne udenfor på en overdækket terrasse med udsig udover havet.

 

 

Kata Beach

 

Kun 8 km fra Patong finder man Kata beach, som trods den korte afstand er meget roligere end Patong. Byen er hyggelig og der er en rolig og afslappet atmosfære. Et oplagt sted for par og børnefamilier. Kata er delt op i to strande – Kata Noi og Kata Beach - begge fantastiske strande. Her er en strandtur meget mere end en strandtur. Slå dig ned i en liggestol i skyggen under en palme, nyd en iskold og frisk kokosnød, gå på opdagelse i de mange eksotiske frugtshakes eller få leveret frisklavet thaimad til din liggestol.

 

 

Mom Tris Villa Royale – hvis du vil føle dig som en royal på din honeymoon

 

 

 

 

Mom Tris Villa er beliggende ved stranden Kata Noi. Mere romantisk hotel finder du ikke. Hotellet har tre år i træk vundet ’The world luxury hotel award’ for mest romantiske hotel i Phuket. Her er alt lækkert og indbydende, og får en til at føle sig som en royal. Måske er det også derfor, at Prins Henrik valgte at bo på hotellet for nogle år siden under hans ophold i Thailand? Søger I noget ekstra lækkert til jeres honeymoon, er dette stedet. Man falder hurtigt til rette i et af de fantastiske værelser med lækre og enorme senge, en stor terrasse med bløde liggestole og en skøn udsigt.

 

 

Bygget på en bakke har Mom Tris Villa en enestående udsigt. Udover udsigten til det turkisblå hav, er der direkte adgang til havet fra klipperne eller til stranden via en privat trappe fra hotellet. Der findes også tre lækre pools – to saltvandspools og en almindelig. Snup en liggestol i skyggen med udsigt over havet og bestil friskpresset juice eller en ’healthy cocktail’ og nyd uforstyrret livet, hinanden og roen fuldt ud.

 

 

Prisvindende kok og verdensberømt vinkort

 

 

 

 

Hotellets restaurant, som er styret af en prisvindende kok, er en af de mest populære i området. Udover den smukke udsigt udover havet – en udsigt der får alle til at føle sig nyforelskede, serveres der enestående mad, hvor der er kælet for alle detaljer. Derudover kan de præsentere et verdensberømt vinkort.

 

 

Royal Spa

 

Som hotelgæst får du 30% i rabat på alle behandlinger på Mom Tris Villa Spa Royale. Her kan du drømme dig væk i et fint rum med en luksuriøs par-behandlinger. Her er der behandlinger for enhver smag og i alle prisklasser. Thailænderne har talent for god service og pleje, så giv jer selv en behandling, hvor man bliver behandlet som en royal.

 

Ko Phi Phi – paradis kun to timer fra Phuket

 

 

Der er mange øer at tage ud til fra Phuket, men har I ikke tid til at tage ud til flere, så tag til Ko Phi Phi – det perfekte sted til en honeymoon. Her finder du de mest fantastiske strande. Øen er populær til dagsvisit, men gør jer selv den tjeneste at tage et par overnatninger på øen.

 

Da vi kom til Phi Phi town med færgen, tog vi en longboat til den nordligste del af øen – Laem Tong. Denne del af øen er for jer, der gerne vil have rolige omgivelser. Her står tiden stille på en dejlig måde. De lange hvide sandstrande, det krystalklare turkisblå hav, farverige longboats i vandkanten og palmer skal opleves.

 

Om aftenen trylles stranden om til et enestående mekka for romantik. Der tændes farverige lyskæder i palmer og træer, og den klare himmel fyldes med stjerner. Restauranterne flytter deres borde ud i sandet, og med et enkelt lille lys på midten af bordet, bare tær i sandet og den smagfulde thaimad er scenen sat til en romantisk og afslappet middag.

 

 

Skal børnene med på bryllupsrejse? - Thailand er et ideelt valg

 

Børn er højt elsket af thaierne, og Phuket er et lækkert og spændende rejsemål for børn og unge i alle aldre. Det er nemt og billigt at rejse rundt i Thailand med børn. De fleste hoteller har børnepasning, og de elsker at få lov til at underholde dine børn, mens du og konen/manden nyder jeres middag eller får massage. Børn er ligeledes i centrum for mange aktiviteter på Phuket, så der er rig mulighed for underholdning. Udflugter til junglen, akvarier, elefantridning, cirkus, elefant og thaishow og meget mere bør heller ikke holde voksne tilbage.

 

 

 

Tips

  • Brug tid på at søge efter flybilletter – der kan være mange penge at spare. Flere rejseselskaber er begyndt at tilbyde direkte flybillet, men uden hotel.
  • Book hotel kort tid før afrejse. I Thailand har de altid ’last minute’ tilbud, der tilbyder store rabatter. Rejser du udenfor højsæson står mange hoteller tomme, og I vil ofte kunne få luksushoteller til halv pris
  • Book først dine ture når du kommer. Det vrimler med rejseselskaber i alle byer, og I kan altid få plads på den ønskede tur.

 

Romantik, luksus, afslapning og eventyr – Thailand har det hele

 

Thailand er den perfekte destination til den perfekte bryllupsrejse. Her er I garanteret et fantastisk eventyr, luksus til overkommelige priser, eksotiske hvide sandstrande og lækker mad. Thailand har mange enestående øer og det kan være svært at vælge destination. Bryllup&Fest tog til Phuket.