Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

Tlf. 35 853 854

’No news, no shoes’ er mottoet på luksusresortet Soneva Kiri i det østlige Thailand, hvor sublim service, private luksusvillaer og smukke strande tilsammen gør det til det perfekte paradis til at nyde hinanden i.

Tekst og foto – Majken Klintø

Vi lander på øens korte orange landingsbane i skinnende sol og med store forventninger. Piloten i det lille otte-personers privatfly ønsker os en dejlig ferie, og vi træder ud i en helt anden verden. Vi bydes velkommen til Thailand af smilende personale og køres i en golfbil ned til vandet, hvor vi går ombord på en speedbåd, der ville falde fint ind i enhver 007-sammenhæng. Dér, blot få minutters sejlads derfra, ligger Six Senses luksusresort, Soneva Kiri. Et resort hvor man ikke har værelser, kun private villaer, og hvor man trygt lader butleren klare alt det praktiske.

Vi ser på hinanden, den er god nok. Vi har fundet paradis. Inde på land bydes vi velkommen af en japansk pige – Kumiko. Hun er vores ’friday ’ – Soneva Kiris svar på en butler – og hun skal sørge for, at vores ophold på øen forløber så let og lækkert som muligt. Hun fører os op til stedets hovedområde, hvor der straks serveres en kølende cocktail. Vi sætter os ned og ser os omkring.

– Vil I se jeres villa nu? spørger Kumiko.

Vi har drømt om øjeblikket, nikker bekræftende og hun kører os længere ind på øen. Ad smalle asfalterede veje med fine, grønne omgivelser kører vi forbi træskilte, hvor der med sirlig hånd er brændt informationer ind om biografen, tennisbaner, strand, spa og restauranter. Vejen slutter ved en bambustrappe, der snor sig rundt og op til et højt stakit. Diskret gemt i det er en dør, og synet, der møder os, da Kumiko åbner døren, får os til at tage et skridt tilbage af bare forbløffelse. Havudsigt, pools (ja, der er to), tre huse, der tilsammen udgør vores villa med soveværelse, påklædningsværelse og badeværelse, det udendørs badekar er overvældende. Kumiko smiler. Hun har set ansigtsudtryk som vores før, og hun giver os en mobiltelefon:

– Jeg er tastet ind under nr. 1, og I kan ringe om alt 24 timer i døgnet, siger hun og trækker sig diskret tilbage.

Vores kufferter er allerede pakket ud. Det er den slags, der er med til at gøre Soneva Kiri til en luksuriøs oplevelse. Man skal ikke bede om noget eller huske nogen på noget. De ved, hvor vi er, og når vi forlader vores villa, går de ind og reder senge, skifter håndklæder eller fylder isspanden. Diskret og uden forstyrrelser.

På terrassen finder vi endnu en velkomstdrink. Vi tænder det udendørs anlæg og hopper i poolen. Ser os omkring. Vi kan ikke se nogen, og ingen kan se os. Vi har over 500 kvadratmeter at boltre os på – et helt kongerige. Men et tilgængeligt et af slagsen. Er man til prangende lysekroner, håndvaske af guld og hotelgæster, der dårligt kan balancere på stiletterne under vægten af diamanter og designerhåndtasker, er Soneva Kiri ikke det rette sted. Filosofien bag stedet er, at man skal slappe af. ’No news, no shoes’! Og selv om der bestemt er personer blandt de ca. 60 gæster, der lige nu er på øen, som har råd til flere ædelstene, end de kan bære på en gang, er det ikke noget, man ser her. Lette sommerkjoler, lyse hørbukser, kortærmede skjorter, sandaler eller bare tæer er det, man har på her. Det er befriende.

Det er svært at forlade villaen igen, men vi er sultne. Vi hopper i golfbilen, der er til vores rådighed under hele opholdet og kører mod resortets hovedområde. Her skal morgenmaden nydes i morgen, men nu går vi op til baren, der bliver til trapper, der bliver til små trin gennem en rund pool, der ender i en tilsyneladende uendelig udsigt over havet. Midt i poolen tager vi plads i det nedsænkede, glasindrammede loungeområde og bestiller frokost. Menukortet er længere end de sultne maver tillader, og vi vælger burgere med kobekød, hjemmelavede pommes frites med wasabicreme og friskpresset juice. Et fantastisk måltid.

Vi møder Kumiko, der foreslår en eftermiddag med snorkeling. Det kan vi ikke sige nej til, og vi kører tilbage til villaen og finder badetøj, solhatte og kamera. En halv time senere ligger den hvide speedbåd til ved en lille ubeboet øgruppe, hvor stimer af fisk i alle størrelser kan ses oppe fra båden. De er blå, grønne, gule, grønne, skinnende og matte – og de kommer helt tæt på, når vi svømmer rundt og fordrer dem med den mad, vores ’kaptajn’ har haft med til formålet.

Tilbage på båden servers der kolde drinks, og vi lægger os ind til hinanden i forstavnen og lukker øjnene lidt og nyder øjeblikket og bådens vuggen. Der er ingen, der skynder på os, ingen, der med blikket på uret allerede i tankerne er hos de næste gæster. Der er tid til os. Og vi er ikke de eneste, der er afslappede. Personalet virker glade og tilfredse. Der er ingen stress. Og det smitter.

Resten af eftermiddagen tilbringer vi ’i privaten’. Vi svømmer lidt, spiser frugt og hjemmelavede fyldte chokolader, der er lagt frem til os og falder så omkuld i en af de rummelige sofaer lykkelige for og med hinanden.

Kort før solen går ned, kører vi igen ud på øen. Denne gang for at spise aftensmad. Kumiko har reserveret bord på stranden, hvor der i aften grilles fisk og skaldyr. Bølgernes skvulpen er det eneste, vi hører, før vi tager det sidste sving ned til stranden, hvor der er travlhed ved grillen og i de tilhørende køkkener og barer. Der er dækket bord med hvid dug, og der er stearinlys og fakler tændt overalt. Vi bestiller drinks og går hen til grillen, der strækker sig over flere meter. Vi kan vælge mellem hummer, kæmperejer, laks og et udvalg af lokale fiskespecialiteter. Vi afgiver vores bestilling, skåler i Thai Mojitos, smider skoene, lader sandet lege mellem tæerne og nyder vores paradis.

Fakta: