Forside      Profil      Kontakt      Afstemning      Nyhedsbrev      SiteMap      Søg

Bryllup&Fest

Frederikssundsvej 60e

2400 København NV

 

Tlf. 35 853 854

London - en by fuld af oplevelser
Er I til storbyferie og behøver bryllupsrejsen ikke at være palmer, sol og strand? Så er London et oplagt valg som bryllupsrejsemål

 

 

Det tager ikke mere end et par timer, før flyveren lander i en af Londons tre lufthavne og med 45 min i bus eller tog, så er man i centrum af London med de klassiske røde dobbeltdækkerbusser og de sorte taxier.

Mulighederne er mange, og forberedelse hjemmefra gør London mere overskuelig. Det er muligt via nettet at bestille billetter til mange af de store attraktioner og på den måde spare penge og undgå de til tider lange køer.

 

 

London Eye

Som en af Londons største turistattraktioner står London Eye med sine 135 meter på stranden af the South Bank mellem Waterloo og Westminister Bridges. Over for London Eye ligger Big Ben og House of Parliament, og en tur med London Eye giver en fantastisk udsigt ud over hele det centrale London.
I kabiner med op til 25 personer kører man rundt, mens man nyder udsigten. Turen tager ca. 30 min. Der er ofte kø, så man kan med fordel booke hjemmefra.

 

 

 

Tower of London

 

 

En af de mest kendte borge, hvor det er spændende at se fangehullerne, henrettelsespladsen og de britiske kronjuveler. Heriblandt "Afrikas Stjerne" – verdens største slebne diamant, som er monteret på det kongelige scepter.

 

 

Madame Tussauds

 

 

400 af verdens mest kendte mennesker – levende som døde - samlet ét sted. Det vil sige, at det er voksdukker, som er meget livagtige. Og hvis man også vil give besøget lidt krydderi, så kan man også aflægge rædselskabinettet et besøg.

 

 

GMT

 

 

Forkortelsen står for "Greenwich Mean Time". Her er længdegraden 0°. Det er herfra, at tidszonerne starter, og hvis I har en GPS med, så gå efter længdegrad 0° 0’ 0" og breddegrad 51° 28’ 38", så kommer I til " the Royal Observatory Greenwich". Her er tidslinjen, og teknisk set kan I stå i hver sin tidszone og kysse hinanden. En hel time fra hinanden og alligevel ikke mere end et kys væk. Husk dét en dag, hvor I geografisk er langt fra hinanden.

 

 

British Museum

 

 

Et af verdens største og vigtigste museer med samlinger om menneskets historie og kultur. Alt fra mumier, friser mv. ca. 4,5 mill. besøgende årligt – fri entré.

 

 

 

 

London er et rent mekka for teater og musicals - og der er masser af det. Overalt i byen er der små boder, der sælger billetter med forskellige rabatter, men hvis I vil være sikre på at se en bestemt forestilling, skal billetterne bookes hjemmefra. Prøv det - I vil ikke fortryde det, for de englændere kan et eller andet på en scene, der er helt specielt.

 

 

 

 

Er man til shopping, så er London et must. Hvert år omkring juletid valfarter danskere til London for at juleshoppe – og med god grund. Ikke fordi det er billigere – det er det ikke – men fordi udvalget af tøj og ting bare er så meget større. Af store shoppegader kan nævnes Oxford Street, Regen Street, Bond Street, Covent Garden og Soho. Der er mange andre, tjek nettet, eller spørg på jeres hotel.

 

 

 

 

Hvis man er til toppen af poppen, så har England aldrig haft så mange Michelin Stjerne-restauranter som nu: 140 styks, hvoraf de 48 ligger i London. Hvis man vil på en af de syv to-stjernede restauranter eller en af de to tre-stjernede restauranter, skal man booke ca. to måneder i forvejen. Dette kan dog let gøres online, da de fleste restauranter har et online bookingsystem.

 

 

Vi besøgte Club Gascon Restaurant, der har én Michelin Stjerne. En dejlig oplevelse: At mærke der bliver kælet for kvaliteten, og at der er nogle, som har gjort sig umage for at servere et fantastisk måltid. Man kan bestille á la carte eller vælge en femrettersmenu. Vi overlod til le chéf at overraske os med menuen, og sammen med en vinmenu fik vi en uforglemmelig oplevelse. Gad vide, hvad to og tre stjerner kan byde på, hvis én stjerne er så godt? Pris i alt for to personer ca. £200.

 

 

 

 

Vores valg af hotel faldt på det fire-stjernede "the Radisson Edwardian Bloomsbury Street Hotel. Hotellet blev fuldstændigt moderniseret i 2009, og det hele virker stadig nyt og lækkert. Hotellet er placeret i West End tæt på London Eye, Tower of London og lige ved siden af the British Museum. Og for dem, der skal shoppe, ligger hotellet kun få minutter fra Oxford Street og markedet i Covent Garden. Hotellet er rummeligt, og værelserne er super lækre.

 

 

Hotellets har sin egen Bloombury Street Bar & Restaurant og en mesterkok i Redmond Hayward, der tidligere har haft en af de tidligere nævnte Michelin Stjerner. Interiøret er sorte lædermøbler på den fede måde, og man sidder ved intime topersonersborde. Lækkert mad og god betjening. Hotellets cocktailbar ligger i forlængelse af restauranten, og her kan man passende tage sig en drink både før og efter middagen. Både restaurant og bar er velbesøgt – også af gæster, der ikke bor på hotellet.

 

 

Fakta:

 

 

Transport: Easyjet, hvor en t/r billet koster fra ca. kr. 1.000,- per. Person. www.easyjet.com

 

 

Busser og undergrund: Køb et Oyster card - et smart system, hvor man logger ind, når man stiger på og logger ud, når man skal af, så trækkes prisen for turen. Kortet kan løbende fyldes op. Købes på www.visitbritain.dk, hvor man også kan finde programmer for, hvad der sker i London.

 

 

Overnatning: the Radisson Edwardian Bloomsbury Street Hotel www.radissonedwardian.co.uk koster fra ca. kr. 1.700,- pr. nat.

 

 

Spise: Bloombury Street Bar & Restaurant koster ca. kr. 250,- for en trerettersmenu samt drikkevarer.

 

 

 

Overnatning

 

 

 

Uden mad og drikke...

 

 

 

Shopping

 

 

 

 

Oplagt oplevelse

 

 

 

Oplagte seværdigheder

 

 

 

Club Gascon Restaurant www.clubgascon.com

 

 

 

 

I Storbritannien bruger man møntfoden pund

 

 

Der er 230 volt i stikkontakterne, men man skal bruge en omformer, for at vores stik passer til.

 

 

Af RRS Foto: Visitbritain